News

GOYOGI møder Yogamudra København

 

GOYOGI har mødt Peter fra Yogamudra til en hyggelig snak om yoga, lavenergibyggeri og familieliv.

 

Fortæl lidt om dig selv?

Jeg startede Yogamudra i 2003 sammen med Bodil – vi har tre børn, og for to år siden rykkede vi fra Christianshavn til Gadevang i Grib Skov. Jeg er især optaget af hvordan man gennem brug af kroppen får mulighed for en helt ukompliceret og direkte oplevelse af virkeligheden. Efter flytningen til Grib Skov har det været et naturligt skridt at bruge skoven til fysisk udfoldelse, især i form af vandreture og trailløb. Det er min forhåbning også at kunne gøre mere brug af naturen i min yogaundervisning hen ad vejen.

 

Hvordan var dit første møde med yoga?

Mit første møde med yoga var i midten af 90erne hos Skandinavisk Yoga og Meditationsskole, hvor jeg bl.a. deltog på deres intensive 3 måneders fordybelse i Småland. Det der ret hurtigt gav mig lyst til mere, var oplevelsen af at sanserne skærpedes. Når jeg kom ud på gaden efter en yoga klasse, oplevede jeg at et slør var blevet fjernet – alting fremstod tydeligere og det føltes som om jeg så min omverden med friske øjne. At to timer på en yogamåtte kunne gøre så markant en forskel, gjorde mig nysgerrig efter at lære mere. Først senere, i slutningen af 90erne, stødte jeg på hhv. Iyengar- og Astangayoga, og det var især den meget fysiske og fokuserede tilgang i Astanga Vinyasa yoga der satte krogen i mig. 

 

Hvad er din baggrund og hvor underviser du i dag?

Før yogaen arbejdede jeg som ingeniør, bl.a. med udvikling af lavenergibyggeri og rådgivning ift. virksomheders reduktion af CO2 belastning. Min tilgang til yoga er især præget af Astanga, men jeg blev ret hurtigt tiltrukket af lærere med en åben og udogmatisk vinkel på undervisningen. Jeg underviser i dag udelukkende formiddagsklasser i vores to studier i Strandgade og Ryesgade samt på weekendworkshops og på vores yogalæreruddannelse.    

 

Kan du fortælle lidt mere om jeres studie?

Vi startede vores studie på Christianshavn i 2003 – på Østerbro åbnede vi i 2011. Oprindelig var vores fokus først og fremmest Astanga Vinyasa yoga, men det har været en naturlig udvikling for os at åbne for flere andre stilarter. Først tilføjede vi Yin og Hatha klasser, primært for at kunne tilbyde nogle lidt blidere praksisser, der kunne komplementere den meget fysiske tilgang i Astanga. Siden kom Gravid yoga til, da vi i højere og højere grad blev bevidst om at det under graviditet er relevant med en praksis der støtter og tager hensyn til den helt særlige tid.

Det har også været helt naturligt for os at tilføje Iyengar yoga, da de fleste af de Astanga lærere vi selv søger inspiration hos, har en kombineret Astanga/Iyengar baggrund. Generelt er vores intention at vores elever skal udvikle sig til at være deres egne bedste lærere – at lære at mærke hvad der er gavnligt og relevant fra praksis til praksis.

 

Hvordan ser en typisk dag ud for dig?

I disse år fylder familielivet meget, og hverdagen langt hen ad vejen indrettet efter børnenes behov. Jeg bringer børn til skole, underviser kun om formiddagen, således at jeg også kan hente børn fra skole. Jeg sørger for at have en fysisk aktivitet hver dag – primært yoga, løb og tennis – og forsøger også at støtte vores børn i at finde glæde ved at bruge deres krop. Det betyder at mange eftermiddage og aftner er fyldt ud med deres fritidsaktiviteter.

 

Hvordan ser du yogaen udvikle sig i Danmark de næste år?

Jeg har fulgt udviklingen de sidste 20 år, og det er fascinerende at se at den bliver ved med at accelerere. De seneste års acceleration skyldes især at antallet af yogalæreruddannelser er steget markant – og det er også min fornemmelse at kvaliteten af undervisningen er blevet meget bedre i de senere år. Da der er så mange dygtige lærere kræver det efterhånden en del at skille sig ud fra mængden. Det er vigtigt på den ene side at være forankret i en tradition – at kende den gennem længere tids personlig praksis – og samtidig at være i stand til at se på den pågældende tradition med friske øjne for at kunne tilpasse til individuelle behov, samt til den tid og kultur vi lever i. Relevans og tilpasning er nøgleordene. Det er naturligvis en svær balance at finde, og jeg synes det ser ud til at splittelsen fortsat vil vokse.

På den ene side er der en gruppe der er meget optaget af systemer og af at fastholde tingene som de altid har været – eller som man tror de altid har været. På den anden side er den gruppe der kreativt og innovativt sætter tingene sammen på nye måder og f.eks. krydser forskellige bevægelsesformer. Jeg synes personligt den sidste gruppe er mest interessant, og jeg tror og håber på at vi i de kommende år vil se masser af nyudvikling. Og ofte kommer den mest frugtbare og inspirerende nytænkning fra lærere der har et dybt kendskab til flere forskellige traditioner.

 

Gratis Community yoga hos GOYOGI på Østerbro

Er du interesseret i at prøve en time så har du nu mulighed for at være med når Peter fra Yogamudra giver en tilgængelig introduktion til en dynamisk yogapraksis hos GOYOGI Copenhagen. Uanset om du er nybegynder, let øvet eller rutineret – og uanset om du er bekendt med Astanga yoga eller ej - er du velkommen på denne klasse. Med en blid og udforskende tilgang kigger vi på nogle af de grundlæggende stillinger og ikke mindst bevægelsesmønstre i Astanga praksissen.

 

Tilmeld dig gratis yoga hos GOYOGI Østerbro her.